Vi har flyttet Ronias side over på www.robbersnest.dk, og opdaterer ikke længere den her blog.

Mange venlige hilsener

Bettina, Henning & Ronia

I de første dage i april blev Ronia parret med Berits skønne Barney (også kendt som DKCH FINCH Xtra Smart of Barnsley), og nu er vi altså ved at kunne se på Ronia at hun er med hvalpe, og så er det jo bestemt ikke for tidligt at få blogget om det.

Vi har jo haft god tid til at kigge os en hanhund ud, og det er selvfølgeligt ikke tilfældigt at valget faldt på Barney. Det har betydet meget at vi har kunnet følge ham og se hvordan han fungerer hjemme hos Berit, og vi er faldet pladask for hans glade, kærlige, legesyge væsen.

I tilgift ser han jo drøngodt ud, matcher Ronia godt i størrelsen og det er selvfølgeligt også væsentligt at vi tror at han vil kunne bidrage med nogle af de ting, som udstillingsdommerne indimellem synes at der er Ronias svage sider - lidt mørkere øjne, f.eks.

Selv håber vi naturligvis på at resultatet bliver nogen små, uimodståelige, racetypiske, sunde, frække guldklumper - hvalpe, som er robuste, har nemt ved at lære, nemt ved at tilpasse sig og kommer til at fungere godt i hverdagen.

Indtil nu har Ronia været lige til at stille uret efter. Det gælder løbetider, og at hendes patter skulle blive større efter 4 uger, og også at vi nu - et par uger senere - begynder at kunne se- og mærke på hende at hun er med hvalpe.

Det betyder også at vi må til at indstille agility-træningen. Ronia er ellers blevet rigtig dygtig, og gør enhver fordom om at Cairn Terriers ikke kan trænes, til skamme. På banen er hun glad, hurtig og ivrig - selvom det naturligvis indimellem sker at koncentrationen svigter. Vi må se om det lykkes at få Ronia i form, så vi kan nå og få startet i et par løb i efteråret. Talent har hun i hvert fald, og vi regner bestemt med at hvalpene på samme måde bliver fyldt med frisk og sporty energi.

Som sagt, så har Ronias biologiske præcision været ret go’ indtil nu, så vi forventer at hun føder engang omkring 4.-7. juni og det vil jo så betyde at vi forhåbentligt har et kuld salgsklare sommerhvalpe ultimo juli.

“Salgsklar” er sørme et uvant ord at skrive. Vi glæder os enormt, også selvom at Berit har belært os om at efter 8 uger med utætte, krævende hvalpe, så er man ret klar til at lade hvalpene flytte ud til deres nye, kærlige, spændte familier.

Vi er vist kommet alvorligt bagud med at få berettet om Ronias udstillingskarriere, men efter sidste officielle udstilling i 2007, så kan vi næppe undgå at skulle gøre status. Og hvilken status!

For os startede udstillingsåret i mellemklassen lørdag d. 17. februar i Søndersø med belgiske Liliane de Ridder-Onghena som dommer og en 1. præmie men ingen placering og kritikken:

18 months, scissor bite, nicely proportioned head, good ear, set middle, brown eyes, sufficient shoulder angulation, rich bone, good feet, nice step of body with good topline and tailset, rather narrow in the rear movement (det er i hvert fald hvad vi mener at der står)

Efter en overnatning i Ørritslev gik turen ind til Odense Congress Center, til rampelyset og engelske Bryn W. Cadogan’s skarpe blik:

Nice size, pleasing head, a little reluctant to use her ears, good front, coat texture and topline good, not always showing to advantage but a very nice bitch

Sådan en “nice bitch” som ikke vil bruge sine ører får en 1. præmie og bliver placeret som nr. 4 i klassen - så det var resultatmæssigt egentligt et fremskridt i forhold til lørdagen. Så hvilke fremskridt kunne det ikke blive til når turen gik til Hårlev-hallen og DTK dobbelt-udstillingen. Vores første udstilling på Sjælland - og de sidste optrædener i Mellemklassen!

Lørdag havde L. Coleman Hutchinson fra USA spidset pennen og noterede sig følgende:

Very well balanced, very typical head, free flowing movement, moved very true in front, a little bit close in the rear, would prefer slightly darker eye, correct angulation front and rear.

En Fortrinlig 1. præmie og vi kunne tage tilbage til Wittrups motel og lade op til søndagens show i de skønne omgivelser og det gode selskab af Cairn-folk. En rigtig god opladning til søndagens fremvisning for engelske A. R. Mordue, som dog havde spidset pennen yderligere og raskt uddelte en 2. præmie og på samme tid noterede sig følgende, overvejende rosende, betragtninger om hende:

red brindle who needs a harsher coat, nice feminine head, nice to handle on the table, has nice overall length of leg, shows well with encuragement, moves very freely

Nå… En exit fra mellemklassen med et blåt bånd. Det var en lille smule øv. Men sådan går det jo op og ned.

Lørdag d. 11. august og søndag d. 12. august var der udstilling i Vejen. Lørdag var dommeren Marit Sunde fra Norge som bedømte Ronia med den her norsk-klingende kritik:

Fin model, vakkert hoved og udtryk, kunne være bedre vinklet frem, god krop, en anelse lang i lænden, god men noget åben i pelsen, bra bevægelser, bra temparement.

Resultatet var en 1. præmie og en placering som nr. 4, så det var jo ganske udmærket. Og det var vejret også.

Søndag var det David Anderson fra England, som bedømte Ronia med følgende ret korte kritik:

Typical head and expression, good neck and shoulder, level topline, moving very close behind.

Resultatet var en 1. præmie og en placering som nr. 4 i Åben klasse – og så havde dommeren også lige et af de eftertragtede, brede lilla bånd i ærmet. Yes!!! Årbogspladsen var hjemme! Berit lod Annika fra Finland om præsentationen, og det gik altså absolut fremragende.

Blandt de andre, væsentlige resultater for dagen er det værd at fremhæve stillingen i Holme Parkvej-mesterskabet i kagebagning: 1-0 til Henning.

Lørdag d. 25. august var der Jubilæumsudstilling på ”hjemmebanen” i Bellevue-hallerne i Risskov. Klassen i Århus blev bedømt af Mrs. S. Braybrook fra England, som bedømte Ronia til en 2. præmie med vurderingerne:

Coat is on the blow, however very well-balanced bitch with feminine expression, not happy with her tail today, the back hocks are too close and they need to strengthen, handled well.

Så meget for den højt besungne hjemmebane-fordel!

Vi springer videre til næste stævne i Herning 3. november. Her var det hollænderen Arend Scholten, som bedømte hende med ordene:

2 years, exellent type, nice feminine head, scissorbite, good expression, good angulation both ends, good ribbs, good body, good coat, nice temperament, good mover

En lidt bedre kritik, som i første omgang kastede en 1. plads af sig, og derefter placerede han hende først i klassen og gav hende CK! I runden om Cert’en kiggede han længe på hende, men valgte til sidst en anden til at stå blandt de sidste fire tæver. Tæt på – men CK’et var hjemme og vi var ovenud tilfredse.

Når der er stævne i Herning, så er der som regel også stævne i Sunds dagen før eller efter. Således også denne gang, hvor søndagens klasse skulle bedømmes af engelske Ronald Irving. Om Ronia skrev han i kritikken:

Moved ok behind but could do better in front, pleasing head and expression, good a ears, ok topline, carrying a bit too much weight, enough length of body, good rib, carried well back, ok in feet

Fin kritik, 1. præmien var hjemme og han satte hende på en placering som nr. 2 i Åben Klasse – og sandelig om det ikke blev til endnu et CK. Fantastisk flot fremvisning af Berit begge dage - ja, hele året!

Berit mente at Ronia var mere koncentreret når det gik løs i ringen end tidligere, og det er helt sikkert at den fine, ikke-strammende udstillingssnor passer Ronia rigtigt godt. Vi tror også at hun er blevet bedre til at høre efter, koncentrere sig og ”følge føreren” af den agility-træning, som vi har gået til i DKK-Viby i efteråret.

Vi fortsætter med Agility-vintertræningen i løbet af vinteren, men til foråret må vi se om vi bliver nød til at tage en pause. For planen er stadig at Ronia skal ha’ et kuld hvalpe i forsommeren.

Tilbage resterer kun juleskuet i år, men det bliver jo nok ikke med Berit som pilot, så det bliver et hyggestævne, hvor målet er at undgå en kritik, hvor der står ”handler needs more training”.

I dag har vi haft en overnattende gæst: Hardie, som er med herhjemme i Holme og skal med på udstillingen i Vejen i morgen igen. Vi lover at skrive lidt mere om det senere.

Selvom man kan sige at man oplever en masse på en sædvanlig gåtur med Ronia, så oplever man nu bare endnu mere når der er en ekstra hund med!

På aftenturen fik Ronia og Hardie øje på en hare i fuld firspring på vej væk, som ingen af dem rigtigt vidste hvad de skulle tænke om. Og Ronia fik skræmt en kat op, som hun havde lyst til at jagte. Men den var Hardie ikke rigtigt med på.

Der var også nogen, som skød raketter af, og her var det helt klart Hardie, som blev skræmt - ja, nærmest panikslagen. Men så er det jo godt at Ronia var lidt mere rolig og kunne lede an væk fra de grimme lysglimt og brag.

Hardie opfører sig eksemplarisk, men vi er nu alligevel glade nok for at vi har valgt en tæve. Det med at hanhundene stoppe ved hver lygtepæl og hvert et træ for at snuse og lette ben, er jo fuldstændigt rigtigt — og det er jo godt nok at få bekræftet og genopfrisket engang imellem. Med sådan nogen tæver bliver gåturene afbrudt en hel del færre gange.

Ronia elsker at jagte bolde. Den bedste bold er en halvskæv, snasket een fra sidste sommer. Den var oprindeligt helt orange, men nu er den nærmest Ronia-farvet. Vi har før kastet den, hvor den er hoppet langt og forsvundet mellem højt græs og tidsler. Efter at have ledt længe efter den, så var Henning var klar til at opgive og gå videre - men Ronia var ikke klar til at opgive og fandt selvfølgeligt bolden til sidst. Ronia kan godt være stædig, selvom det nu ikke er hendes mest fremtrædende karaktertræk.

Sjældent har Henning da ventet så længe og kigget så langt efter posten. Men i går kom den gule postbil endeligt med pakken. Det første indtryk er at det er et herligt legetøj, sådan et Olympus E-510 kamera. Det er noget helt andet end det gamle Sony-kamera, som jo faktisk var helt umuligt at arbejde med når Ronia bevægede sig. Men der er sørme godt nok meget at lære før billederne bliver helt perfekte, knivskarpe og velkomponerede.

Ellers går det udemærket i Holme og med Ronia. Det føles som om at hun er blevet større og lidt mere firkantet, og lige nu er hun i et fantastisk godt humør - og som det måske kan anes på billederne, så holder Bettina flot pelsen i ave. Vi har jo kun været til et par stævner i 2007 - og der har ikke været det helt store at prale med. Tre 1. præmier og en 2. præmie - en enkelt placering som nr. 3-4 stykker i Hårlev og på Fyn, og det bliver heller ikke til så mange sommer-stævner før efteråret.

En træt Ronia til nytårsfest i Ørritslev. Hun klarede nytåret bedre end sidst - uden tvivl ikke mindst på grund af at labradorfætter-Harald var så roligt et forbillede.

Årets to sidste “rigtige” udstillinger var i Sunds og Herning. Vores forventninger var egentligt forholdsvis høje - to chancer mere i år for at få endnu et CK, måske? Det er jo ikke forbudt at drømme lidt… Men som det indimellem går - både i eventyret om konen med æggene og i virkeligheden - så gik det slet ikke sådan. Vi havde godt nok set at Ronia havde kløet sig en del i ugen op til stævnet, men havde ikke lagt så meget i det. Det skulle vi nok have gjort.

Efter at vi var kommet til Sunds efter en travl uge, som bl.a. havde budt på en tur med Falcks fejeblad hjem fra trim i Sporup, så opdagede Bettina at Ronia havde kradset hår af en ordentlig plet lige omkring halen. Æv! Både lørdag og søndag gjorde Berit hvad hun kunne med kam og hårspray. Det blev til en 1. præmie lørdag og en 2. præmie søndag –kritikken fra den engelske dommer Terry Thorn har forputtet sig, men vi husker den som udemærket.

Søndag havde den tyske dommer Ilse Freerksen følgende ting at sige om vores loppebefængte, uoplagte, trætte guldklump:

Sehr guter kopf und ausdruck, lange guter hals, langer rucken, g?rude zollte hoher angesatz sein, sehr guter winklungen, passende substans, harrkleit nicht optimal, guter kvalitet, der bewegung loose.

Et bud på en oversættelse kunne vel være:

Vældigt godt hoved og udtryk, god lang hals, lang ryg, et-eller-andet som skal være ansat højere - nok halen?, vældigt godt vinklet, passende vægt, pelsen ikke optimal, god kvalitet, løse bevægelser.

Alt sammen jo altså også vældigt pænt - ikke noget som man i situationen kunne være uenig med hende i, heller ikke at det blev til en 2. præmie.

Så gik det afsted i sommerhus, og det var herligt at få slappet lidt af. Ronia ville elske at have en så stor baghave, som der var i sommerhuset i første klitrække, og duftene af de mange harere i området, var simpelthen toppen på kransekagen.

I december holdt kredsen Juleskue, og her var vi selvfølgeligt også meldt til. Hårene på halen var stadig ikke groet ud og Bettina havde været til julefrokost - så alt var som det plejer. Og dog… For vi benyttede chancen til at gå rundt i ringen med hende selv - det blev Henning, som tog tjansen foran den berømte, race-autoriserede amerikanske forfatter Chris Carters venlige blik.

Dommeren var også venlig nok til at tage det fra den humoristiske side at Henning tog 2 ½ omgang i ringen i stedet for 2 - og med den pels, som hun var i (eller nærmere: den pels, som hun havde tilbage), så var en placering som nr. 3 ud af fire var mere end fint. Den totale triumf var hjemme da vi fik kritikken og kunne konstatere at der ikke stod noget som helst om at handleren “needs more training”.

Feminine strong head - excellent stop - good bite - very nicely shaped eye - chest is ok - bones good - coat has good texture is on its way out - a little close going - ok comming - free and easy around the ring? - her coat was not to her advantage.

Det var så det udstillingsår. Berit fik hevet et flot CK hjem - og hvis teknikken vil, så er Ronia med i Årbogen i 2007. Det er vi faktisk både glade og taknemmlige over at der kunne lykkes. Hvor har vi dog lært meget, og hvor er der stadig meget at lære! Tak til alle jer, der hjælper med handling, tips, hårlak, fif, trim, foto, snor, gode råd og opmuntring!

Vi ses i 2007!

Det sker jo at tiden løber og der lige smutter en måned mellem opdateringerne. Det må være fordi at vi har det hyggeligt og hektisk i Holme. Familiefest, udstilling, udflugter og dejligt sommervejr. En af udflugterne har været et besøg på sygehuset, og naturligvis var Ronia med på turen. Hun lå rigtigt fint i kørestolen og lod sig tålmodigt fragte rundt i et lidt mere adstædigt tempo end vi sædvanligvis har på vores gåture. Stor fornemmelse for situationen - ingen tvivl om at hun har evner som hospitalshund.

På hospitals-udflugten, så besøgte vi også en af Bettinas veninder. Hun har småbørn - to styks - og det var jo spændende at se at Ronia faktisk også godt kunne finde ud af det. Tålmodigt og sød - men selvfølgeligt frisk på at snuppe en “nem” godbid hvis en af børnene skulle komme til at holde en godbid eller noget andet spiseligt ned i Ronia-højde. Den med at et barn kan blive ked af det, og ikke vil hundekontakten, det er hun dog ikke helt med på endnu. Men vi er da sikre på at Ronia går og gør god reklame for racen - bl.a. til en nyligt overstået familiefest i Holme, hvor tre af Bettinas små nevøer? da slet ikke kunne få nok af hende.

Ronia har også evner for at nyde livet og hygge. I går startede serien “Det er mig eller hunden” på TV-2, og ingen tvivl om at vi sidder klar for at se på Cairn-terrieren Oscar i næste uge. Selv har vi jo trænet først hos Kirsten i DTK og senest lokalt med Hanne fra Sjov hundetræning. Træningen med Hanne har været afslappet og - ja - sjov. Mere skæg og ballade end lineføring og dæk-sit-stå (selvom både afdækning og indkald naturligvis har indgået i pensum). Nu venter vinterpausen, og så må vi se hvad vi finder på til foråret.
Ronia er ofte mere en menneskehund end en hunde-hund når vi er nede på hundeområdet, og det kan godt være lidt frustrerende. Herhjemme er det til gengæld dejligt at hun er i godt humør, kommer når man kalder (det meste af tiden) og virker til at kunne lide at være hos “menneskeflokken”.

Udstillingskarrieren er der ikke den store grund til at prale højt med - i hvert fald ikke hvis man alene ser på det resultatmæssige. Hun har været på Jysk Cairn Skue og blev nr. 3 ud af 4 i unghundeklassen - og fik den største, fineste gule roset. Dommeren Arne Nielsens kommentarer lød:

16 mdr. tæve af god str., dejligt hoved, der bliver ødelagt af de lidt for lyse øjne, ok bid, lidt længere overarm kunne ønskes, velvinklet bag, god pelskvalitet, gode sidebevægelser.

Skuet var dog rigtigt lærerigt alligevel og det var spændende at følge Arnes bedømmelser, forklaringer og votering, men da han under bedømmelserne af hannerne nævnte “lyse øjne” som en af de generelle defekter, som han synes at han så hos mange af hundene, så vidste vi godt hvad klokken var slået. Flot trim (af Ellen og Berit) og fremragende fremvisning af Berit gør rigtigt meget, men øjenfarven står nu ikke sådan til at ændre. Ingen top-placering, men det blev så rigeligt opvejet af det hyggelige selskab.

I de sidste par dage er der dumpet PM’ere ind i brevsprækken for årets sidste, officielle udstillinger i Sunds og Herning — vi må se om vi skal have udstyret Ronia med et par sorte kontaktlinser eller om et par Gucci-solbriller ville klæ’ hende bedre. Og så frabedes enhver flabet kommentar om, at det ville have hjulpet på Hennings generelle tilstand & udseende med et par mørke dagen-derpå solbriller i Hammel.

Ronia har fået et griseøre.

Sådan en lækkerbisken skal gemmes et rigtigt godt sted.

Og når stedet er fundet, så skal der graves dybt så der er plads.

Den, der gemmer til natten, gemmer til katten?

Den kat finder aldrig mit griseøre!

For et års tid siden var Ronia på sin første bustur - det var ind til Festugen i Århus. I år var vi atter inde og se på pantomime og spas med "moster" Lone som Hr. Lorentsen i Latinerkvarteret. Samme hund, samme rygsæk, men hvor har Ronia da udviklet sig på alle mulige måder. Hun er blevet en lille dame, men er stadig lige tillidsfuld og blid, og det er jo helt utroligt så meget hun har lært.

Føtex har haft en Narnia-bæver på tilbud, og Ronia var meget forsigtig da vi kom hjem med den. Hvad var det dog for en pelsklump, som vi på den måde tog med ind i flokken… Uanset hvor meget hun snakkede hundesprog, så rørte bæveren sig ikke ud af stedet. Vi er sikre på at Ronia har ræsonneret at når det nu ikke var en hund, så var det jo nok et byttedyr, for hun er ikke i tvivl om hvor man ta’r fat om sådan en sumprotte. Bæveren har plastic-øjne, så hun får ikke lov til at lege med den alene, men når vi driller hende med den, så går hun direkte efter nakken - et godt bid og så er det slut med den frække bæver!

Det er ikke hver eneste weekend at vi tager ud til Moesgaard og går langs stranden og i skoven, men når man bor så tæt på, så er det fristende at køre derud. Ronia er vild med det, og vi kan have hende løs, for hun kommer jo som regel - ellers hjælper det at vifte med kaste-plasticdimsen eller lokke med gode, krydrede kyllingestykker, og det må gerne smage af noget. Hun er en lille Spice Girl.

Vi har stoppet med hundetræningen i Tingskoven. Trænings-tidspunkterne passede dårligt ind i vores kalendre, så nu hygger vi os med Hanne fra sjovhund.dk, som har træning på fælles-området hver mandag. Der er en hel del mere tricks end træningen hos Terrier-klubben - Giv Pote, High-five og andre tosserier, men der er også sporarbejde - og det skal Ronia nu nok blive helt god til. Det er nok næsten mere krævende for os mennesker at skifte træner end det er for Ronia.

I weekenden var der dobbelt-terrierudstilling i Søndersø, og selvom at vi næsten ikke kan vente med at prale, så må vi jo nok hellere starte med lørdagens resultater.
Vi var nær kommet for sent og havde været i tæt trafik og lang kø på motorvejen før Vejle. Ronia nåede at få sat lokkerne og så var det ellers ind i ringen med hende.
Dommeren var Lyudmila Tchistiakova (RUS) og hun havde fundet følgende poetiske strofer frem til at beskrive vores lille, dejlige guldklump:

Nice young female, good type and size, good bone and substance, nice head and expression, good top line but a little soft when moving, good angulations, nice coat, good movement, happy character.

Ronia var i hvert fald frisk og sprængfyldt med energi - og hun fik 1. præmie og blev placeret som nr. 4 med betegnelsen SL - der var 8 hunde i unghundeklassen, så vi var glade og rigtigt godt tilfredse da vi satte kursen mod Team TSC hovedkvarteret Abildgaard i Ørritslev, hvor Labradorfætter Harald og den lille ny Dalmatiner-collie-labrador-mix-kusine Molly ventede.

Efter en fin aften, hvor Ronia endeligt (efter al løbetids-ensomheden) fik leget godt og grundigt og vi tobenede nød den udsøgte forplejning, det uovertrufne selskab og de skønne omgivelser, så gik turen tilbage til Søndersø søndag formiddag. Geoffrey N. Thomas fra Wales stod for bedømmelsen, og han kunne også godt li’ det som Berit viste frem for ham:

Nice size bitch, very good head and expression, very feminine, very good shoulder, a shade upright in forearm, firm topline and well ribbed, in good coat, moved and showed well.

Berit viste hende frem til UG, og spændingen på sidelinien steg da 1. præmien var hjemme. Det blev til en 2. plads - og ikke nok med det! Øjne blev knebet sammen: -”Er det et bredt lilla bånd?” -”Det er da vist det smalle igen” -”Nej, den er da bred, den der!”.

CK’et var hjemme - og der var ikke et øje tørt. Vi var bare så stolte, glade og rørte. Det luner utroligt meget med en top-placering efter flere udstillinger med kritikker som har været fine nok, men hvor hun har været lidt for ung, lidt for hvalpet i bevægelserne eller hvad der nu har været af helt naturlige årsager til at det ikke er endt med en top-placering…

Det brede bånd var jo også en “billet” til at gå med om Cert’et, og Ronia fik da også sin runde i ringen med de 5 andre CK-tæver, og her blev hun ikke placeret. Med CK’et havde vi allerede fået mere end vi havde turdet håbe på. Cert’et gik til vinderen af unghundeklassen: Ellen Julsgaards Cale Hill Selma.

Stort tillykke til Ellen, og mange-mange tak til Berit for superb trim og handling.

Så er den rigtige sommerferie ved at være ovre. Vi har været på en improviseret tur gennem nordtyskland og både set hansa-stader og nydt skove og strande. Ikke meget var planlagt hjemmefra, og det har været bygevejr i hele ferien. På trods af det, så var det skønt at være udenlandsk og gennem hele ferien har vi været heldige med at finde hullerne i bygerne. Flere gange - blandt andet i nationalparken ved Müritz og Stralsund - nåede vi kun lige at smække bildøren før himlens sluser åbnede sig.

Tyskerne ved sandeligt hvordan man holder ferie. Vi overnattede på skønne steder i det tidligere DDR - på Landhotel Schorssow og på Hotel Bernstein i Prerow — der havde udvidet mottoet “Sie haben es gut” til også at omfatte de firbenede, som kunne gå i hundebaren. Ronia var ovenud begejstret for den service, og det var svært at få taget et foto af hende, hvor hun ikke står med snuden i skålen.

En aften mødte vi et par Cairns med ejere i Prerow, og Ronia fik snakket lidt hundsk med de to søde tyskere. Det var lige omkring 10.-dagen af Ronias løbetid og vi fik set “fænomenet” med at Ronia svirper halen til side når hun er “klar” — feriens tyske ord var uden diskussion “Laufig”, og bortset fra at alle gåture derfor var med snoren på, så tror vi også at Ronia synes om ferien. Hun var med omtrent overalt, og når hun ikke var med til f.eks. morgenmad, så gik det også helt fint for hende at være alene på værelset. Køreturene klarer hun også som den største selvfølge.

Netop fordi vi ikke havde planlagt noget - og fordi vejret så rigtigt dårligt ud i det meste af den nordlige del af europa, så gik vi faktisk ganske kortvarigt i tanker om at springe på et afbudsfly til et-eller-andet sted omkring middelhavet og så bare finde en god pension til Ronia. Helt fra starten af har vi begge to været enige om at Ronia altså “kun” er en hund, og ingen af os tror at hun tager skade af en uge i en god pension. Vi nåede også så langt at vi fik kigget på et par hundepensioner på internettet, men der skulle kun et billede af en hund bag tremmer til. før at vi måtte erkende at ingen af os havde hjerte til at gøre det. Tanken om Ronia på pension skal vi vist begge have god tid til at vænne os til…

Det er i hvert fald helt sikkert at uanset om turen falder forbi større byer eller den går til mere landlige omgivelser, så er Ronia den bedste feriekammerat, som man kunne ønske sig.

Hvor har der da været varmt mange gange i løbet af sommeren. Ronia har klaret det nogenlunde, hun gider godt at gå og løbe og lege, men det tager ikke mange kast med bolden før tungen hænger ud af munden og hun ikke gider løbe tilbage med fangsten. Så løber hun istedet hen hvor der er skygge og smider sig på maven.

Sommertid er også hvalpetid, og på det lokale hundelufter-område er der begyndt at komme en Golden Retriever-hvalp. En lille een som var 9-10 uger da vi først løb på ham. Nu er han 12 uger og allerede større end Ronia. Det går hurtigt i den alder.

Indimellem er turene gået til skovene syd for byen. Der er dejligt på Vilhelmsborg, når man kan gå i skovens skygge og lytte på at festspillet øver, og der er også dejligt ved Moesgaard og ved Fløjstrup skovpart og strand.

Bettina og jeg er vist enige om at Ronias 2. løbetid begyndte onsdag d. 9. august. Vi har længe gået og kigget efter at om den skulle være begyndt, men nu er den god nok. Hun lader stadig til at være rigtig dygtig til at holde sig selv ren, så bortset fra at det giver nogen begrænsninger på løbeturene uden snor, så er der ingen gene ved det.

Hun trænger efterhånden til at blive trimmet, men vi har jo også ligget underdrejet mht. stævner siden Ålborg. Om 14 dage går det dog løs i Søndersø - så vi skal en smut forbi Sporup i den kommende weekend så lokkerne kan komme til at sidde.

Bettina er begyndt at træne “pote” med Ronia, og det går ganske godt. Det går egentligt også rigtigt godt med indkaldene - hun er dygtig til at komme, selvom vi nogen gange mistænker hende for at have en 6. sans for hvornår det virkeligt er værd at komme (når vi har en lækkerbisken til hende) og hvornår det ikke giver noget afkast. Hun er også blevet rigtig dygtig til at hente bolde, og så er der lige det med tygge-tingene…

Henning havde en teori om at hvis man gav Ronia nogen lidt større tyggeting, så ville de ikke blive gravet ned. Den teori er blevet ahrøm… grundigt begravet. Alle tyggeben og -ringe bliver konsekvent gravet ned i haven (eller “ned” i sofaen under tæppet). Man kan nok godt tage en cairn ud af en gravemaskine, men man kan bare ikke tage gravemaskinen ud af en cairn.

Her er simpelthen årets link for travle hundeejere. En automatisk hundevask!

http://www.petspausa.com

Præcis ligesom vaskehallen for biler, blot med loppekur i stedet for lakforsegler. Kom frisk, Statoil, Shell og Seven-Eleven: Her er virkeligt en mulighed for at tilbyde en service i en niche, som ikke findes i forvejen.

Kun i USA? Ja, forhåbenligt.

Hundefætter-Haralds mennesker er igang med at flytte og renovere, og efter sådan en hård dag som gårdhund, så gør det godt at få en lille skraber i kurven. Det var vist omkring pinse at vi var en tur på Fyn for at hjælpe med at flytte, så billedet er ikke helt nyt.

Vores lille, første sommerferie-uge har ellers foregået i det østjyske sommerland. Temperature på omkring de 30 grader har lagt en dæmper på udfoldelserne, men vi har da været i Sunds (og i hundeskoven i Løvbakkerne ved Herning) og vi har været på Himmelbjerget, kørt gennem Landslejr-området ved Sletten og på en lille kanotur ved Ry.

Kanoturen var en fin oplevelse for Ronia. Hun var fremme og stå i stævnen, tilbage og hilse på Bettina-rorgænger og med snuden ud over kanten for at se på vandet og lappedykkerne. Nogle gange er Ronia ikke særligt tålmodig - hun piver hvis der sker for lidt. Vi troede måske at sådan en kanotur virkeligt ville udfordre hendes tålmodighed, men der er jo fugle at se på og søbred at følge med i, og flere af de andre kano’ister var højlydt imponerede at vores søde skibshund.

Ellers går det selvfølgeligt godt med Ronia. Bettina får brugt trimmebordet, og er ved at blive bidt af rulle-trimmeriet. Ronia finder sig i plukkeriet, men hun synes nok at det var mere hyggeligt hvis hun kunne blive fri for det. Til gengæld nyder hun at varmetid er istid, for hun er ved at få opdraget os til at den sidste mundfuld ispind er hendes. Fløde, sukker og vanillie er er guf for en hundetunge. Hvad Ronia så ikke ved, er at den slags også har konsekvenser. Sidst vi var hos dyrlægen, så rådede han os til at vi skulle begynde at vænne hende til tandbørsten - så vi på et tidspunkt kunne starte op med tandbørstningen uden alt for mange start-vanskeligheder.

Der er godt nok gået lang tid uden opdateringer. Der er vel ikke rigtigt nogen årsag til det - udover at vi har brugt tiden på Danah, eksamen, opgaver, haven, arbejde, udstillinger, træning og ferie.

På tidspunktet for sidste opdatering var Donna (som nu hedder Danah) stadig i huset. Vi har faktisk en hel billedserie liggende med billeder fra vores dage med Danah. Siden er Danah jo flyttet til Canada, og vi kan høre på nyhederne derovre fra at hun ikke bare klarer sig fremragende som udstillings-hund men også hygger sig og er præcis så fræk som hun også var her i huset. Skønt!

På udstillingsfronten havde vi Ronia med i Kolding og Hedensted først i april. Henning havde debut i ringen, Ronia havde debut i unghunde-klassen, og det blev hverken debutanternes dag i Kolding eller Hedensted.

I Kolding d. 1/4 var det Mary Middlehurst (GB), som skulle vurdere debut-præstationen. Det gjorde hun til et blåt bånd. Kritikken var ellers fin - og hun ramte hovedet på sømmet med sidste sætning (som Henning i hvert fald aldrig glemmer — resten af kritikken har forputtet sig i en reol et sted - vi opdaterer når den dukker op igen):

… Needs more training.

I Hedensted d. 2/4 var det Hanne Laine Jensen, som havde fornøjelsen af at bedømme begynder-handleren & hund - og det blev også til et blåt bånd:

Feminin med udemærket krop for alderen, tiltalende hoved og udtryk, god hals, lidt ustabil overlinje, tiltalende front og brystkasse, bagparten er for overvinklet og ustabil i bevægelserne. Pelsen specielt på hovedet kunne være mere hård, bevæger sig med tilstrækkelig lange skridt.

Den 13/6 var Ronia til sit første årlige sundehedscheck, og dyrlægens “kritik” på Sundhedsattesten lød: Ronia er sund og frisk, har et rigtigt godt temperament. Det er noget, som vi kan genkende i det daglige. Hun vejede 8,35 kg på dyrlægens vægt.

I Hobro d. 17/6 var det Allan Felders (GB), som var dommer. Hun fik 1. præmie og blev placeret som nr. 4 med SL og kritikken:

Very promising red youngster, pleasing head and expression, good coat, good mouth, should have a bright future.

Dagen efter var det Michael Kirby (IE) som bedømte Cairns. Ronia fik 1. præmie igen, men blev ikke placeret. Kirby’s kritik var også fin:

Nice type, good head, ears and expression. Straight front. Well laid shoulders. Correct body. Good legs and feet. Moves a little close behind, toes in in front.

I Ålborg var det vist Gurrehuset Bessie som vandt klassen, men vi havde så travlt med at være glade at vi ikke fik registreret hvem der vandt i Hobro. Til gengæld havde vi ikke svært ved at registrere hvilken forskel, som en dygtig handler gør. Berit handlede Ronia i både Ålborg og Hobro - og det gik jo bare helt anderledes godt.

Ellers træner vi stadig på livet løs hos Kirsten i Tranbjerg. Ronia har snuset til lidt spor, og så arbejder vi stadig med lydighed (dæk-og-bliv-liggende, apport, fremad-sendelse og som altid indkald, indkald og atter indkald).

Der er også stadig Onsdags-hundetræf i det nu indhegnede område mellem Håndværkerparken og Holme Parkvej, hvor Ronia boltrer sig med sine Collie- og labrador-venner — det hjælper også på jævnbyrdigheden at Danah fik lært Ronia at man godt må sige fra hvis en af de unge labrador-lømler bli’r ved med at rende og snuse.

I weekenden var der DTK-stævne i Søndersø, og det var Ronia jo meldt til. Weekenden før var vi i Randers hos Cale Hill-Ellen og få Ronia stævne-trimmet hos hende og Berit. At holde frisuren og undgå gennemblødt vandpjask i en hel uge i regnvåde februar var svært, og det bliver bestemt ikke nemmere af at have Donna på besøg. Donna begyndte hendes løbetid på Valentins dag d. 14/2, så vi får virkeligt prøvet af hvordan det er at have “løbske” hunhunde.

Efter at Ronia er stoppet med hendes løbetid, så er hun blevet lidt mere glad og frisk igen - mens hun var i løbetid, så var hun lidt mere tilbageholdende med kontakt. Donna kan vi dog ikke rigtigt mærke nogen forskel på. Hun er ligeså opmærksom og glad for mennesker som hun hele tiden har været.

Billederne fra stævnet er en totalt katastrofe. Alle billeder er rystede og uskarpe. Henning har gået og forsøgt at overbevise sig selv om at man - med et Canon EOS 350D - ville kunne tage meget bedre billeder, men indtil nu er dankortet blevet i pungen. Dagen i det fynske var fin - vi havde Donna med og fandt frem til hallen gennem morgentågen efter kun at have kørt forkert en enkelt gang.

Thomas og Winnie kiggede forbi på stævnet og Berit fik hurtigt friseret det rette strit ind i Ronias lokker og viste hende rigtigt fint frem.

Kritikken fra den tyske dommer lød:

Ansprechender hundin, guter kopf, seidlich angesetzer ohren, etwas helle augen, ansprechen hals und rückenlinie, haare den alter ensprechend.
In der bewegung flüssig jugendlich.

Det oversætter vi til noget i stil med:

Tiltalende tæve, godt hoved, ører ansat på siden af hovedet, noget lyse øjne, tiltalende hals og ryglinie, pels i overensstemmelse med alderen.
I bevægelserne flydende og ungdommelig.

Dommeren synes at hun var “Lovende” og hun blev nr. 2 ud af 2. Bristle Cairn’s Dania efter Glenmore’s Top Gun og Bristle Cairn’s Amy vandt. Men bortset fra billederne og resultaterne, så var det et rigtigt fint stævne med masser af hunde-entusiaster og deres søde hunde. Vi regner med at vende stærkt tilbage i unghunde-klassen den 1. og 2. april.

Så blev det løbetid! Vi så de første par blodstænk et sted mellem torsdag d. 26 og fredag d. 27/1, men bortset fra at Ronia stiller sig op og glor laaaangt efter bare skyggen af en hanhund, så ser vi ikke noget til det og mærker det heller ikke på hende. Vi har ikke været til ringtræning, og kommer det nok heller ikke de næste par uger, og så tæller vi lidt på fingrene for at se om hun er ude af løbetid til DTK-stævnet i Søndersø senere i februar.

Hvis vi ikke mærker hendes løbetid, så mærker vi til gengæld at vi har fået en ekstra lånehund på barselsferie i huset. Lachleen Like a Prayer - bedre kendt som Donna - er flyttet ind i torsdags. Det er sjovt følge de to søstre sammen: Den ene er lys-rødbrindle, den anden lidt mørkere. Donna er enormt aktiv og følger med i alt hvad der foregår herhjemme, men er langt mere forsigtig når vi kommer ud blandt andre hunde og mennesker. Ronia derimod virker nærmest doven og uinteresseret herhjemme, men hun er meget mere legesyg blandt andre hunde.

Det går fint med dem begge to. Vi har jo tidligere talt om at få en hund mere, men nu får vi altså prøvet hvordan det er. Og det er bestemt rigtigt skønt. De to frøkener har virkeligt stor glæde af hinanden.

Så kom der lige en omgang snevinter igen. Denne gang med isslag, som dækkede snedriverne, hækken og haven med et flere millimeter tykt lag “is-panser”. Ronia er jo heldigvis en firehjulstrækker, så hun har ikke de store problemer. Kun de største snedriver kan være lidt hårde at komme igennem. Vi har også fået forhøjet hegnet i haven endnu et par steder - hvilket selvfølgeligt bare har fået Ronia til at koncentrere sig om de steder, hvor hegnet endnu ikke er forhøjet. Hun er dog ikke hoppet ud endnu - det kniber nok lidt med at få tilløb når snedriverne er dækket af is.

Humøret er højt på den lille pelsbombe, men ugen har også budt på fine ture ud i snelandskabet og både onsdagsleg på hundeområdet og ringtræning i Børnenes hus onsdag aften. Vi fik mange tips af ringtræner Charlotte: Primært var nok at vi skal træne “kontakt” med Ronia når vi er ude at gå med hende og træne hende lidt mere på bord.

Lørdag eftermiddag var vi så ude i Hammel, hvor en svensk handler-træner kom forbi. Berit havde shanghai’et Ronia til Ellen, så Ellen havde en uerfaren hvalp at træne med. Berit havde Donna med, og vi talte lidt med Berit om at få hende på “barselsferie”. Det kunne være rigtigt skønt for Ronia - og rigtigt spændende for os at prøve hvordan to hunde fungerer - og så er Donna jo rigtig dejlig.
Ellen havde også farmand Anton med, så ham fik vi også set igen. Hvor er han skøn!
Det var meget imponerende at se hvor dygtig Ellen er til at holde kontakt med Ronia og få hende til at stå pænt og vise sig frem. Vi blev begge i tvivl om hvorvidt vi kan gøre det “godt nok” i Søndersø, men premiere-nerver er nok ikke unormalt.

Ellen og Berit kom også med et par trænings-tips: Når vi gik tur, så skulle Ronia ha’ lov til at snuse og fjolle på den første halvdel af turen - og så på den sidste halvdel skulle vi så koncentrere os om at få god kontakt og få hende til at gå pænt. Et andet tip var at vi skulle øve hende i at få korrigeret benene lidt. Blandt de spontant fremmødte trimme-eksperter var der lidt usikkerhed om hvorvidt Ronia kunne blive klar til Søndersø - der blev hevet i hårene nede på ryggen og vurderet. Heldigvis ta’r Berit det stille og roligt, og så ta’r vi det også stille og roligt. Ellers synes Berit at Ronia var lige lovligt slank - så vi sætter hende op i foder, så der kan komme lidt mere facon på vores guldklump.

Det er blevet godt-og-vel nytår og Ronia har passeret de 7 måneder i fin stil. Flyvende, kan man vel næsten sige. Ronia fik et plydsben og en hvid snehare-bamse i julegave, og specielt sneharen fra Farmor Dagny får tit en rusketur.

Ronia selv får en tumletur når det er onsdag og der er hundeleg på marken. I dag var der ti hunde mødt op - og Ronia var som sædvanligt den mindste. Kun skotten Aslan (han er vist omkring de 3 år) er nogenlunde på samme størrelse. Når vi møder op, så skal Ronia lige finde sig til rette blandt de store hunde - men efter kort tid, så tumler hun rundt og tigger guffere hos de tobenede- og leger med de firbenede legekammerater. De store drenge er begyndt at lægge lidt mere mærke til hende - vi tror at de synes at hun efterhånden begynder at lugte som en rigtig dame og ikke længere som en hvalp.

Nytår var en blandet fornøjelse - vær sikker på at Ronias nytårsønske er at der vil blive solgt endnu mindre krudt og fyrværkeri næste år. Hun var helt klart stresset (og bange) over alt den fremmedartede lys og lyd lige udenfor vinduerne. Hun gøede ikke, men havde mest lyst til bare at gemme sig i soveværelset under sengen.

Selvtræningen forløber stille og roligt. Vi træner alt det, som vi plejer at gøre - og lidt “vise bisser”, for vi melder hende jo nok til hvalpeklassen til DTK-stævnet i Søndersø i februar. Ellers går det fint med at lege Apport, Slip, Hent og Find med det hvide plastic-pilleglas, og hun er også begyndt at kunne gribe flere og flere bolde i luften - til Hennings udelte begejstring. Det skal en rigtig hund jo kunne.

Selvfølgeligt har Ronia ikke noget imod sneen. Faktisk synes hun at det er rigtigt praktisk. For så er haven jo hævet nogle cm. i forhold til hegnet, og så har hun fundet ud af at hun godt kan springe over. Det er blevet til adskillige ture udenfor matriklen… Mens vi går og kalder på hende ude på de snedækkede marker, så spekulerer vi på om vi må ud og opgradere hele hegnet til et 90 cm hegn — eller vi kan nøjes med at forhøje de steder, hvor hun nemmest hopper over. Der er mange glæder, men også indimellem et par hovedbrud ved at være Cairn-ejer.

Så er det godt nok blevet den mørkeste tid på året. Det må nødvendigvis være lidt surt at være både menneske og hund i den her tid. Ronia viser godt nok ingen tegn på vinterdepression og med en krudtugle som hende i huset, så kan man ikke undgå at være i godt humør.

Hun har jo passeret de 6 måneder nu, og også de 6 kilo. Vi var nede ved dyrlæge med hende på hendes ½-års fødselsdag (6.2 kilo), for hun var begyndt at nyse, og vi synes også at hun hostede for meget. Dyrlægen kiggede og lyttede grundigt på hende, og mente at det var endnu en variation over den kennelhoste, som hun ikke helt var kommet sig over. Hun har ikke på noget tidspunkt haft det rigtigt skidt, så vi er nok bare lidt forsigtige.

I mandags købte vi en sele til hende, og den irriterer hende helt klart mindre end halsbåndet. Så vi kan ikke helt lade være med at tænke på om halsbåndet mon var årsagen til at hun hostede når vi begyndte at starte op på gåturene igen… Årsag? Virkning? Vi er i hvert fald glade for at hun nu hoster næsten-ingenting.

Der var sidste omgang hvalpetræning i sidste uge - så nu går vi og venter på forår og unghunde-hold. Hun er blevet bedre til at høre efter og bedre til at komme når man kalder. Vi træner ja/nej-øvelser med guffere, repeterer sit, stå, dæk og plads, gå pænt og kom. Vi har også taget fat på Aflevere-øvelsen med guffere i et plastic-pilleglas. Det er en krævende øvelse, for hun er en lille, selvstændig dame der allerhelst selv vil åbne pilleglasset.

Ellers udviser Ronia fin, kæk, modig Cairn-adfærd i det daglige - også overfor julepynt, lyskæder og den slags. Først årvågen og så nysgerrig. Gumle-ringe og gnave-stænger bli’r også udsat for Cairn-adfærd: de bliver prompte gravet ned hvis hun ser sit snit til det. Bettinas Azalier får jævnligt luftet rødderne, for hvorfor stå og grave i klæg lerjord hvis der er et blødt surbundsbed i haven?

I søndags var Ronia på juleskue i Århus Firmasports hal i nordbyen. Sikke en dag. Berit viste Ronia frem, og det gjorde hun så fint at Ronia fik førstepræmie og blev bedste cairn baby-tæve (ud af tre - så titlen lyder af mere end den er). Det betød så at Ronia gik videre til flere andre konkurrencer: Bedste Cairn Tæve (hvor hun blev nr. 4 ud af 5) og bedste Baby Cairn (hvor hun tabte til han-babyen).

Billederne fra hallen er ikke specielt gode. Sådan nogle indendørs-billeder er ikke lige det, som vores kamera er bedst til. Men Ronia havde en fin eftermiddag og vi hyggede os vældigt meget. Vi har ikke bestemt om den her udstilling var en enlig svale, eller vi sku’ udstille hende lidt mere. I onsdags var vi inde i Børnenes Hus og hundetræne (hvalpetræningen er flyttet indendørs her de sidste par gange). Det er faktisk et fint sted, og det kan da godt være at vi stikker næsen forbi når ringtræning starter igen næste år.

Kritikken fra den engelske dommer, Peter Bakewell, var rigtig fin - der stod kun pæne ting og der var ikke noget, som han ikke kunne lide. Alting var nice, wellset, correctly proportioned og han synes endog at hun “moved well”. Og så var der det med “a showy puppy”. Alt i alt en fin debut på udstillingsscenen for Lachleen Like a Flower.

I morgen bli’r Ronia 6 måneder. Hvor har det dog været herligt at ha’ hende som kammerat indtil nu. Det er slet ikke til at forestille sig at man ikke havde hende.

Lige nu er det lørdag og Ronia skal udstilles i morgen på Terrier Klubben Kreds 11’s juleskue. Før sådan en begivenhed, er det naturligvis nødvendigt at blive trimmet. Når man går op og ned af hende til daglig, så kan det måske godt være lidt svært at se præcis hvornår hun er blevet for langhåret, men billederne her taler vist for sig selv.
Fra Beast til Beauty på en god times tid — og da først at Berit og Ronia havde fundet ud af hvem der var overhunden, så gik det faktisk udemærket.

Med Ronia bli’r selv små hverdagsopgaver i øjeblikket til… ahrøm… spændende hundetrænings udfordringer. Det er ellers gået udemærket med indkald i dag, men når man så lige skal ud med skraldet, og ikke når at få lukket hoveddøren hurtigt nok, så smutter hun altså. Og i aften tog det 30 minutter før hun havde fået raset ud ude på det grønne område og markerne. En halv time i let frostvejr og med pivedyr, guffere og “Ronia, Ronia, Ronia”… Det er i hvert fald aldrig kedeligt at bo med en Cairn - og hun er tilmed dygtig til at motionere sine ejeres humoristiske sans. Og så er der ikke skrevet så meget som et ord om Bettinas briller.

Hvor er der gået lang tid uden opdatering, og sikke meget der er sket.

Ronia har mistet alle sine hvalpetænder - den sidste hjørnetand i overmunden faldt ud midt i den her uge - det er gået helt uden indgreb. Vi har dog været til dyrlæge i anden anledning, for Ronia begyndte at hoste igen og har haft en ordentlig omgang hosteri. Dyrlægen gav hende penicilin mod lidt lungebetændelse, som hun var på vej til at få.

Hosten er stadig ikke helt ovre - lige når hun vågner, så kan hun godt hoste lidt, men hoste-anfald om natten er der ikke mere af. Vi prøver at passe meget godt på hende og er tilbageholdende med gåture og vild leg.

Det var svært at undgå vild leg da vi var på efterårsferie for en uges tid siden. Ronias fætter, Harald, var med - og sådan en stor, brun labrador er jo nærmest konstant i legehumør. Der var gang i den fra morgen til aften - og indimellem måtte vi da lige sætte Ronia på værelset så hun kunne få lidt ro og fred. Men både hun og vi mennesker nød virkeligt dagene i sommerhus og gåturene ved vandet i Klitmøller.

Ronia er blevet meldt til sit første skue - et juleskue i Terrier Klubben. Det foregår den 20. november - mon ikke at vi husker kameraet og får taget nogen billeder af en nytrimmet hund i stiveste puds i den forbindelse?

Vi var i Sunds og se lidt udstilling sidste søndag - her var Berit, Henriette, Anton og Barney også på plads. Bettina fik set Anton og vi fik sagt tillykke til Henriette. Intet under at Anton charmer sig ind på dommerne her, der og alle vegne.

Ellers fortsætter vi med træningen. Indkald, indkald og atter indkald. Og så er der selvfølgeligt alle de små tricks som hun har væsentligt nemmere ved: Hun kan sidde, stå, dække og rulle både den ene og den anden vej. Men komme når man kalder? Det trick er vist det sværeste i hele verden.

Ronias hoste er holdt op, så i lørdags var hun til hvalpetræning igen. Ronias skoleveninde, Daisy, var begyndt at skifte tænder, og hendes ejere ville vide om Ronia også var det? En lidt mere grundig tand-inspektion afslørede at det også var tilfældet for hende. Godt nok tilsyneladende kun nogle af de små fortænder - men alligevel. Hun bliver også større og større - og det er efterhånden sjældent at nogen falder i svime over den åh-så-søde hundehvalp.

Søndag lå Bettina og sov efter en nattevagt, og Henning og Ronia hoppede i bilen og kørte ud til Fløjstrup og gik en lang tur langs stranden og gennem skoven. Masser af muligheder for at træne indkald, og træningen gik rigtigt fint. Ronia fik også leget med en sød, stor, sort Labrador - de løb langs strandkanten, og hun fik da også Ronia lokket ud i vandet. Det synes Ronia nu at der var en lidt træls leg.

Mandag var vi alle tre på gåtur rundt i Vilhelmsborg-skovene. Rigtigt hyggeligt, også resten af aftenen - hvor vi skiftedes til at pille burrer ud af Ronias pels. I dag har den stået på den sædvanlige onsdagsleg. Ronia er mere “med” i legen for hver gang vi er der, og det betyder ikke noget at de fleste andre hunde er i Labrador-størrelse. Denne gang var der ikke ret mange små hunde - kun en lille (flot!) gravhund på 7 måneder. Så værdsætter vi pludseligt at Ronia ikke er en hund, som er så disponeret for diskusprolaps at man som ejer nærmest ikke tør lade den tumle med nogen…

Det er ikke sikkert at der kommer billeder i denne uge, men det betyder ikke at der ikke er noget at fortælle fra den forgangne uge. Ronia har hostet lidt og brækket sig en smule - det startede midt i sidste uge, men vi gætter på at det må dreje sig om noget virus-noget. Om det så er rigtig, certificeret Kennelhoste er nok et åbent spørgsmål. Nogle adspurgte siger nej, andre siger at det er det sandsynligvis.

Men så længe at humøret er højt på den lille dame, og hun både spiser og drikker med stor iver, så klapper vi hesten og venter. Da vi var til hundetræning (hvor ihærdig er man egentligt på en skala fra 1 til 10, når begge de tobenede dukker op til træning, men vi lader Ronia blive hjemme for ikke at smitte de andre), så fortalte Hundetræner-Kirsten at honning var godt for halsen.

Og nu er vi i hvert fald ikke i tvivl om at Ronia’s indianer-navn er Hostende Honningbjørn. Hun elsker honning - så mon ikke at hendes livret er honningmarineret kylling?

Vi træner videre med de øvelser, som Kirsten gennemgik i lørdags: indkald, stå, gi’-guffere- og slalom-mellem-benene-øvelser.

Ugens højdepunkt for Ronia er uden tvivl at komme ud og lege med de andre hunde til hundetræning. Hun har fundet sig en god veninde, og når man er to, så går "skoletiden" jo som en leg.

Vi har fået lektier for herhjemme - vi skal træne indkald (hvilket helt klart er en god idé) og så skal vi træne opmærksomhed og en sjov øvelse, som går ud på at når vi løfter armen, så skal Ronia sætte sig. Specielt den sidste øvelse går det rigtigt fint med.

Vi synes at vi kan se at Ronia vokser på alle ledder og kanter - at hun bliver bredere over numsen og mere muskuløs, men det er selvfølgeligt svært at se når man går ned og op af hende til hverdag.

Og hverdag er det bestemt blevet for os alle sammen. Det bliver dejligt at skulle have en lille pause fra hverdagen i sommerhus en gang sidst på efteråret.

Så er der gået endnu en uge med den snart-ikke-så-lille Ronia. Tidligere mandag aften var Henning ude at gå med hende, og slap hende fri på marken ud for Fremtidens Bolig, hvor Ronia fik øje på en hare (eller også var det omvendt: haren, som fik øje på Ronia). Det var vist ikke jagthunden, men nærmere “den nysgerrige terrier” som satte efter haren - og efter en kort løbetur, så måtte Ronia da også sande at sådan en hare er lige lovlig kvik på fødderne.

Søndag havde vi besøg af Border terrier-veninden Chili + ejer + barnebarn, og Ronia og Chili legede rigtigt godt i haven. Der var optræk til lidt uenighed om en ko-klov, men ellers gik det bare over stok og sten i voldsom men godhjertet leg.

Lørdag benyttede vi det dejlige september-vejr til at gå en lang tur ad Nordre Bjergvej og Jelshøjvej.

Sidste uges højdepunkt for Ronia var nok alligevel onsdag eftermiddag, hvor hun for første gang var til en hel omgang “hundeleg” på hundearealet mellem Håndværkerparken og Holme Parkvej. Der var masser af hunde og endnu flere mennesker — faktisk så mange store hunde, at Ronia indimellem optrådte en smule beklemt. Det er jo nok heller ikke altid lige rart at være både den mindste og yngste i skolegården.

Vi har gået og prøvet at se om vi kunne komme til at ta’ et rigtigt poseringsbilled af Ronia - med høj haleføring og kækt udtryk, men endnu er det ikke helt lykkedes for os. Forhåbenligt har vi heldet med os før eller siden.

Det passer ikke helt når vi indimellem praler med at Ronia ikke har ødelagt noget. Bettina har i hvert fald fundet ud af at kapilærkassen ikke længere holder vand, og den er nok ikke holdt op med at fungere ud af ingenting. I fredags gik det også ud over en gæsts bukseben og hun har gnavet lidt rigeligt i en pileflet-kurv med blade og aviser, som stod i hundehøjde.

Men det ændrer nu ikke på, at vi bliver mere og mere glade for den lille spilopmager. Det går også bedre med gåturene - det er ikke helt så meget “stop-and-go”. Det er godt at man har fået læst “På talefod med hunden” - selvom man måske ikke altid forstår hvad der udløser en reaktion fra Ronia, så har man læst sig til at være lidt bedre til at tolke signalerne og komme videre på en konstruktiv måde.

Ronia er en rigtig udehund, og hun kan faktisk godt finde ud af at rende rundt ude i haven uden at der går “højrøstet parkbetjent” i det hele. Hun har hygget sig meget udenfor i august og september. Når vi kommer hjem og åbner terassedøren, så går hun næsten altid ud og slikker sol.

Apropros graveri, så skal vi nok på en efterårs-tur i sommerhus på vestkysten med labrador-fætter Harald + ejere + mormor-Bente. Jeg er sikker på at det bliver en stor oplevelse for Ronia at grave i- og løbe op og ned i vesterhavsklitterne.

Bettina fandt et link til hundeskove i Århus Kommune, og det som Århus kommune kalder for “hundeskove”, er tilsyneladende primært de hersens “snor-frie” områder. Dem er der dog tilsyneladende adskillige af i kommunen.

Vægten er vist oppe på ca. 4 kilo. Badevægten siger 4.2 kg, og det bedste bud på køkkenvægten var vist 4.030 gram. Det er i hvert fald sikkert at hun vokser, for hun ka’ faktisk ikke sidde i den gule “vejeskål” længere.

Og så lige et link i kategorien “Hvis man ønsker sig en hund, som man kan slukke for“. Det er Shigeru Miyamoto som står bag, så det er naturligvis allerede et monsterhit i Japan.

I går var det Ronias 3 måneders fødselsdag. Hurra! Vi fejrede den ved at tage i hundeskov (eller det, som vi troede var hundeskov) ude ved Risskov. De har tilsyneladende pillet hundeskoven ned, og erstattet den med et “snor-frit” område, hvor hunde må gå uden snor, men hvor der også er alle mulige andre skovgæster (løbere, familier med børn osv.) som man naturligvis skal tage hensyn til.

Jeg forstår godt at man gerne vil åbne skovene for så mange som muligt, men jeg er ikke sikker på at jeg synes at den slags “mellem-løsninger” er gode for nogen parter. Som hundeejer har jeg da oplevet at det er dejligt at vide at området er indhegnet, og som løber må det være rart at vide at man (i det store og hele) slipper for interesserede, løbende, legende hunde om benene.

Nå - det nærmeste og eneste område i Århus kommune, som er indhegnet, er tilsyneladende et område i Trige “nær rensningsanlægget”. Langt udenfor lands lov & ret.

Sikke en træls service for Århus’ hundeejere — sammenlignet med frekvensen af hundeskove i andre dele af landet. Og der er da ellers en del bynære skovområder omkring Århus, hvor man godt burde kunne afse 20-30.000 kvm til hunde og deres ejere.

Søndag var også første gang, hvor Ronia selv kunne hoppe op i sofaen.

Torsdag aften var den gal med frøerne igen. Ronia brækkede sin aftensmad op efter at have jagtet en skrubtudse på flugt ud af haven. Når hun møder tudser udenfor matriklen, så er hun ellers ikke så interesseret.

I fredags var Ronia med inde i (begyndelsen af) festugen. Vi tog bussen derind, og det gik rigtigt fint med Ronia i en rygsæk.

Lørdag formiddag var Ronia til hvalpemotivation for første gang. Bettina siger at det gik rigtigt fint, og at Ronia fik i hvert fald een ny legekammerat i en jævnaldrende Cairn-pige. Vi tobenede fik lektier for - vi skal lære hende at gi’ os opmærksomhed når vi kalder ved at gemme en godbid i hånden og belønne hende med ros og godbid når hun vender hovedet for at se hvad vi vil hende.

På hendes 3-måneders fødselsdag vejede hun 3.540 gram.

Man må sige at Ronia vokser godt - hun bliver længere og længere for hver dag der går.

Gåturene ta’r længere og længere, men det er altså ikke kun fordi at Ronia bli’r større og vi går længere ture. Det er også fordi at hun driller os lidt på turene - hun er ikke altid vild med at gå. Indimellem stopper hun umotiveret - f.eks. når hun synes at vi skal dreje hjemad, eller hvis hun hellere vil gå en anden vej. Eller - specielt - i starten af turen når vi lige er kommet ud fra storparcellen.

Onsdag kom vi tilfældigt forbi “hundemarken”, og fandt ud af at hunde og hundeejere i området har aftalt at mødes der til “fri hundeleg” hver onsdag kl. 16. Vi var lidt sent på den, så mange var allerede gået, men næste onsdag må vi prøve at se om vi kan komme til tiden.

Onsdag aften mødte vi Chili, som er en Border Terrier der er 4 dage ældre end Ronia. Hun bor i genbo-bebyggelsen, og Chili og Ronia legede herligt sammen. Det var tydeligt at Ronia nød at lege med en på hendes egen alder og størrelse.

HTH-køkkenfirmaet har fået sat skabene op, men i forbindelse med opsætningen er fugemanden kommet til at skære en ordenlig skramme i tapetet, som HTH har lovet at udbedre. Nu må vi så se hvornår det sker.

Ronia vejede i dag 3.530 gram, men hun er efterhånden svær at få op at balancere på køkkenvægten.

Ferien er slut og så starter hverdag- og arbejdsliv igen. Vi har startet blidt op i ugen med kun en enkelt aftenvagt til Bettina (og så en sygemelding med halsonde på dagvagten i dag). Indtil nu går det rigtigt fint for Ronia med at indordne sig under forholdene.

I sidste weekend var der gadefest, og Ronia fik sig en ny veninde på 7 år, som rigtigt gerne vil babysitte Ronia hvis det bli’r nødvendigt. Dejligt, men der bli’r ingen dogsitting før Ronia er lidt ældre og mere rolig og omgængelig omkring børn. Der går lidt nemt bideleg i det hele, men det gør der egentligt også med os voksne. Vi opdrager på livet løs, og hun er da også blevet lidt mindre livsfarlig at omgås i strømpefødder.

I torsdags var Ronia til dyrlæge og fik prædikatet “Et pragteksemplar”. Hun fik også den sidste vaccination, så nu er der absolut ingen problemer med at starte hvalpemotivation d. 27. august.

Ronia har også været med en tur op på Jelshøj i ugens løb - derfra billederne. Det lykkedes os at gemme os fra Ronia deroppe. Hun nåede vist ikke at blive rigtig angst, men det var en meget glad hund som stormede os i møde da vi kom frem igen. Bortset fra det, så holder hun sig altid meget tæt på os når hun er uden line.

Hun vejede 3.2 kilo på dyrlægens vægt i torsdags, så Berits tommelfingerregel om 3.3 kg ved 3-måneders fødselsdagen bli’r da så rigeligt opfyldt.

Efter hønsenet-opsætningen og Ronias eftertrykkelige kontrol, så har hun nu besluttet at haven er sikker nok til at hun kan begynde at grave hundekiks ned.

Hun var med ude på kontoret i dag, og derude gemte hun også en kiks i et hjørne bag en radiator.

I dag har Ronia været i Holme i 3 uger, og hun er 11 uger gammel. Vi vejede hende i dagens anledning og hun vejer præcis 3 kilo.

I går var Ronia i Sunds og hilse på. Farfar-Sven drillede, og Ronia er jo bestemt ikke typen, som siger nej tak til en rask lille kamp, så han fik sin sag for og fingrene i saksen. Ronia var også nede ved Oldemor-Dagny, hvor hun bl.a. gravede i en potteplante. Turen til Sunds ta’r omkring halvanden time, så nu har Ronia også prøvet at køre lidt længere end bare ind og ud af Århus, og bortset fra et “falsk” tissestop ved Funder på udturen, så gik det fint.

Bettina har været ude og bytte transportkassen, for lukkemekanismen i den kasse, som vi først havde fået, var ikke helt i orden — til gengæld er fugen i køkkenet nu ordnet, og HTH-monteringsmanden kommer muligvis mandag. Det er lidt svært at vide præcist, for køkkenfirmaet har stadig problemer med at melde tilbage.

I går var vi på gåtur i parken omkring Marselisborg. Der var ikke mange blomstrende roser tilbage i selve rosenhaven, men vi fandt da et blomsterbed, som vi ku’ ta’ billed af Flower’en sammen med.

Som overskriften antyder, så venter vi stadig på at HTH-monteringsmanden og fugemanden finder ud af hvem der skal komme hvornår — surt show at gå rundt og vente på den slags i sin ferie.

Da vi var i Petworld forrige gang, så købte vi foder til hende. Tilsyneladende præcis samme mærke, smag, hundestørrelses- og aldersvariant, som det som hun fik med fra Berit. Men da vi så åbner posen, så er der alligevel en forskel. Det nye er i små kugler i stedet for små “vaniliekrans-kager”. Og det opdager vi først da vi allerede havde givet sidste portion af Berit-maden.

Så det der med at starte langsomt op med en ny slags foder og blande en ny variant i den gamle slags, det var ikke så nemt. Heldigvis guffede Ronia hele den nye portion her til morgen - og slikkede madskålen. Så det må jo ha’ smagt hende godt. Det var som sagt også kun formen, som skulle være anderledes.

Vi glemte at veje Ronia i forgårs, men i går morges vejede hun lige over 2.800 gram. Med den appetit på livet (og maden) som den lille dame har, så behøver vi vist ikke gå og veje hende hveranden dag længere.

Vi har gået og ventet på at HTH kommer og sætter de skabe op, som de overraskede os (og tilsyneladende også sig selv) med at levere til os i mandags, så der har været god tid til at gå tur ned til kiosken og træne “stå bundet udenfor butikken” og hygge på plænen. Da Ronia for anden gang skulle finde sin bidering under kruset, så tog hun bare fat i hanken og vippede kruset - billedet er vist fra første forsøg, hvor hun brugte den mere konventionelle “skub med snuden til godbidden dukker op”-taktik.

Nede ved kiosken mødte vi en rigtigt stor, rigtig god og rar bullmastiff-tæve, som Ronia legede lidt med, og lidt senere kom også en ung breton-spaniel hanhund op, og Ronia begik sig fint i selskab med de andre hunde.

Jeg ved godt at hunde kan lære masser af skøre, skægge tricks, men det her klip er altså i kategorien “jeg tror ikke mine egne øjne”.

Vi var på besøg i Solbjerg i går, og for Ronia forløb besøget rigtigt fint. Masser af opmærksomhed, et nyt hus at udforske og en have uden græs, men med surbunds-spagnum og plante-huller, som man kunne hoppe ned i og undersøge.

Billedet er et hyggebillede fra den anden dag, hvor hun blev vejet. Hun er rigtig dejlig tillidsfuld og finder sig (generelt) tålmodigt i de “prøvelser” som vi udsætter hende for.

I morges var Ronia med Bettina nede efter morgenbrød og sent på formiddagen gik vi en tur i Marselisborg-skovene omkring Skovmøllen. Dejligt - og Ronia løb løs en god del af vejen. Hun holder sig helt op af os når hun er løs.

I eftermiddags er det blevet til en lille gåtur, leg i haven og så har hun sovet. På gåturen prøvede Bettina at binde hende udenfor kiosken, men så rykkede Ronia sig bare løs og rendte mod indgangen for at finde hende igen.

Billedet er fra i går - frøken Flower var ikke meget for at stå stille i Botanisk have, og hun peb hjerteskærende. Der er ingen, som kommer til at forlade hende ved et uheld - det skal hun nok sørge for.

Vægt: 2.745 g

Så er havehegnet forstærket med mellem 30 og 40 cm grøn hønsetråd. Hvis det ikke er nok, så må vi sætte nato-pigtråd øverst på bøgehækken og få støbt et beton-fundament ned i en meters dybde.

Ellers har vi i dag fået anskaffet en Cayman 3 hundekasse så vi kan få afleveret vores lånekasse.

I dag har Ronia været på lang by-gåtur med Henning - en tur som endte i Botanisk Have, og så har hun tonset vildt rundt i huset og haven. Sent i går aftes legede vi også en omgang hent-bolden, hvor Ronia flere gange optrådte med “tigersnigende vilddyr”-tricket, og lige nu ligger Ronia på mit knæ og hviler hovedet på skrivebordet mens jeg sidder og skriver.

Vi var ude og købe en Buster Cube til Ronia den anden dag, og her i eftermiddags tog vi den lidt i brug.

Den virker okay, selvom den larmer ret meget når den ruller på det glatte gulv. I dag har vi også fået købt hønsetråd til indhegningen — og så har vi gået og ventet på godt vejr til at komme igang med at forstærke hegnet.

Derudover har vi haft besøg af Jørgen & Karin, og Ronia benyttede en legestund til at gi’ Jørgen et blodigt hak i øreflippen. Sådan er det også med os andre - når man sidder og fægter med bidedyr og bolde, så er der ikke langt fra glad leg til volds-bideangreb.

Ronia: 2.650 gram koncentreret vildskab!

Ronia har været en rigtig vildbasse i dag. Også i dag tog hun en springtur gennem hegnet (spændet på halsbåndet sprang op). Hun fandt noget ildelugtende - måske kattelort? - på den anden side af hegnet, med det resultat at hun skiftevis brækkede sig og sov det meste af eftermiddagen.

I morgen ta’r vi ud og køber en omgang hønsetråd - og så er det slut med springturene for den lille, vilde frøken Flower!

Ellers var vi på et par gode gåture i dag - billedet er fra sidste gåtur, hvor der dog overhovedet ikke var så mørkt, som billedet antyder. Ronia stiftede bekendskab med heste i et par hestefolde og en engelsk springerspaniel. Og en ged. Intet af det slog hende ud - hendes energi og humør er tilbage og hendes dårlige mave synes at være helt kureret.

Stå! - og så en godbid. I går aftes prøvede vi at træne “Stå!” og det var næsten som om at Ronia havde fattet legen. Men her til morgen må vi konstatere at den slags indlæring ikke sidder ret godt fast i små Cairn-hoveder.

Ronias menneske-mor #1: Berit, kom forbi til en snak og et kig i dag. Vi fik svar på alle vores spørgsmål om mad, alene-hjemme, koncentrations-svigt og en masse andre ting. Det var rigtigt dejligt at få bekræftet at Ronia på alle måder er en normal-Cairn i normal-området både hvad angår vægt og adfærd — specielt når man, som os, er forsigtige og bekymrede førstegangs-hvalpeforældre.

Og vægten? Den lå i dag på 2.560 g

Det er sjovt som gode og “dårlige” dage med Ronia har det med at veksle. (i parantes bemærket: en “dårlig” dag er altså stadigvæk fyldt med fine oplevelser, og man kan sagtens finde flere gode, positive ting at sige end dårlige…)

Måske kan man bedst forklare det ved den gamle traver med at der ikke findes problemer [med en Cairn], kun udfordringer, og vi er rigtigt glade for at ha’ mere end et sæt øjne til at betragte, forklare og løse de udfordringer, som Ronia beriger vores hverdag med.

For at svare på overskriftens spørgsmål: Alting er altid hundeejernes skyld!

Vores nuværende teori om hvorfor hun har taget på springture gennem hegnet, er at det skyldes at vi er i haven for længe for at vente på at hun sætter sig. Det er tid, hvor vi naturligvis forsøger at få hende til at slappe af ved ikke at gøre noget. Og så kommer hun til at kede sig, og så går hun (naturligvis!) på opdagelse. Ronia er jo nemlig både vældigt selvstændig og selvkørende.

Så nu prøver vi at gøre tissepauserne efter søvn, leg og mad kortere (få minutter, max.) og hvis hun så ikke har sat sig, så går vi ind (eller leger lidt med hende ude, før vi går ind). Og så holder vi ekstra godt øje med hende når vi ved at hun er “bagefter” med afleveringerne.

I går aftes legede vi “bold” med en ny kattebold ude fra Pet World. Den bold skal vi nok få masser af glæde af. Billedet, eller hvad man nu skal kalde det, er fra den seance.

Vi har haft besøg af Anton og hans mor, som er en af Bettinas veninder. Ronia har klaret det fint - hun sprang op og åd en halv leverpostejmad af Antons, og han trampede rundt i kondisko med lys i. Vi har også været på gåtur på Marselisborg Lystbådehavn, og vi har været i Pet World og købe nyt legetøj.

Først: Ronia blev vejet i dag - og det er jo helt udenfor planerne om at veje hende hveranden dag. Sikke noget rod. Hun vejede 2.435 gram i dag.

Ronias renligheds-træning går det også sådan lidt op-og-ned med. Det er svært at se fremskridtene fra dag til dag. Hun er ofte lææænge om at sætte sig udenfor, og siger endnu ikke til når hun skal ud. Det er lidt som om at regelmæssigheden fra første uge (at hun meget hurtigt skal ud når hun har sovet, spist og leget) er røget sig en tur.

På plussiden er at hun faktisk var alene hjemme længe i dag. Efter at ha’ trænet alene-hjemme flere gange (længere og længere tid hver gang) så hoppede vi ud i det og tog en tur ind til Århus - og da vi kom hjem, så stod huset endnu. Ingen ulykker, ingen lækager.

Ronia har også været med nede og handle (hun lå og sov pænt i kassen i bilen), vi har trænet tilkald og så har jeg hentet Ronia nede i det levende hegn og ovre hos naboen to gange. Suk! Hvis der skal sættes nyt hegn op på et tidspunkt, så køber vi eet med maskestørrelser, som passer bedre til Cairn-hvalpestørrelse.

Og så en observation fra søndag eftermiddag: Når det er vådt i vejret, så får vi tudser eller frøer i haven, og i går hoppede der een indenfor. Så kom jagthunden op i Ronia og det lykkedes hende også at samle mod nok til et frontal-bideangreb før vi fik verfet padden ud. Men sådan nogen frø-rygge smager altså dårligt, så den blev spyttet ud hurtigere end den kom ind. Og Ronia spyttede og spyttede for at slippe af med den grimme smag. Om hun så blev klogere, det er nok et åbent spørgsmål.

Sidst på aftenen luskede Harald som sagt op i sofaen til Ronia da ingen kiggede. Han er en bedårende hund! Mens Harald var på besøg, så var Ronia ret umulig at gå tur med. Hun ville ikke med ud på udturen, og på hjemturen kunne det ikke gå stærkt nok med at komme hjem til gæsterne igen. I eftermiddag kommer far på visit og kigger på vidunderet. Vægten i dag var vistnok 2345 g — målingen er behæftet med en vis usikkerhed, da hun ikke lige var til at få til at slappe heeelt af.

Fætter Harald, som er en brun labrador og er firmahund i Team TSC var på besøg i går. Han er kun 5 måneder, men med en vægt på omkring 20 kg mod Ronias 2 kg, og Haralds lidt hvalpede, store bevægelser, så var det ikke nogen helt “lige” legekammerat. Vi mennesker var lidt bange for at Harald skulle komme til at træde på Ronia. De to gik fint i spænd når de legede rolige lege som “godbidder under viskestykket”. Ud på aftenen sov de i sofaen sammen og legede også lidt tagfat rundt i stuen. Ronia udnyttede hjemmebanen og den terræn-fordel, som hun havde under sofaen og stolene (hvor Harald var for stor til at kunne møve sig ind). Og Ronia fik da vist lidt af sit knurrende, bidende, drillende terrier-temperament. Harald fik til gengæld vist at sådan nogen lab’s er lige så gode som dagen er lang. De to skal nok få glæde af hinanden når hun er vokset lidt mere.

Billedet er fra i formiddag, hvor Ronia legede en ny leg med en hundemads-pille under et gammelt viskestykke. Hun er overraskende tålmodig og koncentreret når hun leger.

Ellers har det været lidt op-og-ned i dag. Vejret har været dårligt, og vi har vist ikke været tilstrækkeligt koncentrerede på at få hende til at gøre småt og stort på de tidspunkter, hvor hun plejer at gøre det (”Småt” når hun lige har sovet og “Stort” når hun har spist). Så der har været et par uheld indendørs.

I aften har Ronia været på en lille tur inde på gågaden i Århus. Der var mange hundeklappere, mange lugte, mange lyde og mange indtryk - men hun klarede det i fin stil. Hun klarede også tordenvejret i eftermiddags i stiv arm. Vægt: 2.320 g

Overalt hvor Ronia kommer frem, så vil børn og voksne snakke og klappe. Det er ikke nødvendligt at indlægge pauser på gåturene - Ronia er i sig selv en omvandrende pause, som kun venter på nogen mennesker til at udløse den.

Ronia har indtil nu opført sig eksemplarisk - uanset om det er børn, voksne eller ældre som vil klappe.

Herhjemme er det en anden sag. Vi forsøger at styre hendes bidetrang med afledning, ignorering, dæmpe-signaler, små timeouts, høje hyl og brum. Indimellem har det en varig effekt (f.eks. med havelysene, som hun ellers var lidt vild med at bære rundt på de første par dage) og andre gange (f.eks. med strømpefødder, tæer og fingre) så er effekten mindre markant. Der var ingen, som sagde at det kun skulle være nemt at være Cairn-ejer.

Tirsdag var en mærkedag for Ronia. Det var første gang, hvor det lykkedes hende at få ændret en husregel.

Vi havde egentligt besluttet at hun ikke skulle være i sofaen, men gennem vores Alene-Hjemme øvelser, så gik det op for os at hun sikkert alligevel ville hoppe derop, og at vi nok ikke kunne håndhæve den regel i de næste 13 år alligevel. Så hvorfor fratage sig den fornøjelse, som det er at ha’ hende i sofaen - ovenikøbet på det tidspunkt, hvor hun er allermest kær.

Plus at vi jo har læst i Cairnbogen at man ikke skal opstille for mange forbud for sin Cairn - så det er alene for hendes eget bedste at hun nu får sofa-adgang. Hmmmm…

Billedet er fra onsdag, hvor hun hygger sig i sofaen med Bettina. Reglen om “ingen hund i sofaen” holdt altså i tre dage.

Vi vejede også Ronia d. 27. - hun vejede 2.230 g.

Tirsdag d. 26. gik vi en tur ved Moesgaard strand, og Ronia fik brændt masser af krudt af. Hun går faktisk overraskende pænt i linen. Hun går allerpænest når hun kan få lov til at gå mellem hendes to mennesker.

Mandag d. 25. må være en af de sidste dage før ørerne rejste sig. Det var også dagen for den første gåtur udenfor storparcellen. Vi vejede hende også mandag: 2.170 g.

Cairns er naturlige, små gravemaskiner. Ronia har fundet et godt gravested under vandingskassen med tomater. Hun graver faktisk fra begge ender. Jeg er sikker på at hun har hørt om tunnelborer-maskinerne under Storebælt - men jeg er ikke helt sikker på at hun får lov til at grave hele tunnelen til ende — i hvert fald ikke så længe som der er tomater og vand i kassen. Billedet er fra søndag d. 24. juli. Søndag eftermiddag havde hun været på sin første springtur gennem hegnet. Bettinas mor, Bente, kaldte hende dog kvikt tilbage igen. Cairns er også jagthunde, og det skal de nok sørge for at minde os om.

Hvor er det herligt at få en lille pause og en kvart hundekiks til middag. Det er stadig første dag, ørerne hænger men humøret var højt fra første færd. Berit havde vejet Ronia og resten af pigerne i kuldet - de vejede allesammen lige omkring 2.000 g.

Ronias første skridt ud på græsplænen i Holme d. 23. juli - turen hjem fra Berit gik rigtigt godt. Bettina sad på bagsædet med Ronia i transportkassen, og Ronia peb hjerteskærende til at begynde med. Så tog Bettina hende ud af kassen og fik hende til at slappe af og satte hende ind igen. Derefter peb hun kun en smule, og fra Låsby og til Holme var hun stille.